Loddrevet pendulur uden slag
 
Det næsten 2 meter lange pendul med den tunge vægt tæller sindigt sekunder medens loddet på 4,5 kilo langsomt går mod gulvet.

Urets værk blev tegnet og beregnet i 1973.
Det er tålmodigt savet, boret og filet ud af jern, messing og kobber i løbet af 70'erne.
1979 blev det sat igang og har gået siden.

Uret blev skabt ud fra princippet:
"man ta'r hvad man har"!

Begyndende med et stykke messingplade
fra produkthandleren.

Det skal trækkes hver aften, det er klodset, noget groft lavet og ikke synderlig præsist.

Da det ikke har noget slagværk, er uret så enkelt som det næsten kan blive.

Hjulene er i 4 mm messing, de små med otte tænder er tremmehjul i messing og stål.

Drivhjul til timeviseren er i 2,5 mm messing og sidder udenfor rammen på traditionel vis.

Pendulets takt er på 2,5 sekund, ganghjulet på 24 tænder går 1 omdr/min der nedgeares via mellemhjul (48/8) til hovedakslen (80/8)

Lejerne er glidelejer undtagen hovedakslen der har kuglelejer.

Pendulure bruger ofte forskellige varianter af ankergangen fra sidste halvdel af 1600 tallet, her anvendes istedet et princip der tilskrives Galilei nogle år tidligere.

Det er let at få til at fungere og sjovt at se på.

Pendulet påvirkes kun i den ene yderstilling så det svinger ikke helt så frit som i ure med ankergang og det går ud over nøjagtigheden.

Ganghjulet er forsynet med både takker og tappe. En pal af pianotråd holder hjulet indtil den løftes fri ved pendulets bevægelse mod venstre. Når hjulet nu går frem påvirker en tap vægtarmen der giver pendulet en impuls samtidtig med at det igen går mod højre.


Princippet ses på
tegningen her.
 
 

Kædetrækket er forbundet med hovedakslens hjul med en almindelig pal mekanisme.


Hovedakslen, der her også er minutakslen, har en friktionskobling, koblingens trykfjeder findes inde i kædetrækkets tromle.